**Sund fornuft er ikke så sund igen

:differencen,
er det forskellen :
hvor meget luft
hvor meget rum
(..)
afstanden mellem over og underskud
et enkelt nul
et stort hul

når først dét er tilbagelagt
er det kun
op op op / ned ned ned

herefter går det mod himlen / langt under bundlinjen
100 bliver til 1000 bliver til 100 tusinde plove
gennem bruttonationalproduktet / min kære

sund fornuft er ikke så sund igen
det er mere et spørgsmål om kroner
og hvor langt ud i skoven
jeg er

hvert blad er et afdrag
der falder til jorden
der er mørk
sort
som markedet
hvor jeg betaler for den tid
du giver mig
og stadig bliver jeg ældre

hvert blad er et læ
for den krop jeg har kær
nøjagtig som da det hele startede


og senere kom en fra ørknen
eller ned fra bjerget med tavler
jeg står i skoven
med kronerne mellem hænderne og savler

* alle disse huller i budgettet / alle disse nuller i budgettet *

+ og har du penge så må du få / og har du ingen så må du tro +

* der skal komme røg fra brand / der skal være luft mellem dine hænder *

firehundredetusinder plove gennem budgettet

i)

gaderne i København er til salg
og husene
træerne
er kun papir


ii)

Højhusene i København
ligner gamle egetræer
kan du høre vinden
hviske i bladene
den varme luft
i elevatoren
Carl Nielsen sidder i det
store hule træ
og spiller på kabeltovene
mens vi andre kører op
og ned
ad gaderne, stræderne, pisserenden, rimene i benene, rillerne i risten, fristen og fristelserne, frelseren, Carl i Kongens Have, Carl i København, Kongens København, et navn på en kagemand, monotoni mekanik nikke nik rette mak makke ret prik rikke prik prik prutte rut trut tralala-a-la-larm lurendrejer, gadefejer, fingernem, lister farverne frem og længere frem, fri for tidligere nuancer, ambulancér, balancer!, jeg vil ha’ mer’, der, der, der og der er Carl. Kommet til KBH, komponerer, ramponerer, himlen er blå, bladene ... vender sig i vinden efter Carl, Kanonkongens Havenissenar.


iii)

”har du to kroner” spørger en mand
og jeg kigger på den tokrone jeg lægger i hans håndflade
den har formen som en rundkørsel
bortset fra at der hverken er udfartsveje eller indfald
jeg tænker på højhusene
de har ikke arme
det har træerne
og menneskene
huse har ingen hænder og alligevel så meget varm luft
i boligmarkedet
folk bor i varmluftsballoner
i København,
varmlufthavn.


iv)

Der er meget varm luft mellem hænder

det er her værdien findes
overskuddet er varm luft

Niels Bohr taler i populære termer
om energiens konstans
mister én energi
vil andre modtage

nøjagtig som kapitalens værdi:
køber du af mig
får jeg penge du giver,
staten tager
tiden går og
inflationen gør indhug

varm luft anvendes derfor som regulerende faktor
en aggressiv spiller på nye markeder
så meget luft der kan sive ud
så meget luft der kan puste balloner op
så meget luft i dine lunger

Det er svært at sige om seddelpressen forældes
så længe det handler om at holde dampen oppe
og ikke fastfryse

så længe kursen er fri er der noget at tale om
er der noget at tale om
noget at tælle
fortælle
fortættet
forjættet
for satan
sat’ns
statens
breve kan åbnes med damp
og derved ikke efterlade noget spor
hver gang en paragraf tilføjes
sættes en gummibåd ud i pengehavet
det er vigtigt med et sikkerhedsnet i et cirkus
det er vigtigt at kunne skille de små fisk fra de store

Der findes forskellige scenarier,
hvor trykket på den økonomiske situation kan afprøves.

Kuldioxid er hyppigt anvendt som alternativ til varm luft,
da overophedning er en udbredt dødsårsag
blandt tænkere og andre spekulanter.

Den videnskabelige usikkerhed minder om den økonomiske ustabilitet,
men bivirkninger kan indtræffe yderest forskelligt
afhængig af de talværdier, der er sat i spil.

Når to elsker hinanden er det nemt at få det til at gå op.
Men afhængig af antallet af medvirkende
vil økonomiske udsving kunne føre til sammenbrud,
mens den videnskabelige usikkerhed formindskes
ved så store mængder.

Det er med kærlighed som med budgetter

Det er med København som det er med naturen

Det er med afslutninger som det er med begyndelser

Det er med hvid som det er med blå

Det er med dig som det er med mig

"Når folket morer sig
politiserer de ikke"

Carl Nielsen kommer til København
og begynder at slå på ting
så København bliver til ”gør gavn”
og træerne i Kgs. Have er som
tangenter, alléen altså et klaver
og fuglene skriger
gi os mer! Og fuglene, ekstatiske
regenter transformerer Carls slag
til varige udtryk, som Landbrugsreform,
flag og psykotiske syner af bournonvilleballetpiger
formerer sig med træerne og soldaterne
marcherer til den blide rytme, som er
Carls og fuglene der dykker i et væk
så fredelige borgere bliver marionetter
i Carls klog og Carls klo hamrer
kling-klang til dyner
ding-dang til operetter og så videre
videre i vilde styrt og forsikringsselskabernes sang
bliver til ”det bliver dyrt”.

**Penge og ting der falder

Når tingene falder ud af mine hænder
og pengenes værdi falder, falder
ud af det skrøbelige oppustet og
ind i det reale
og mine hænder falder af og ud
af tingene er tingenes tilstand
det uholdbare jeg, og jeg falder
så lang jeg er som en art
obligation eller noget andet stabilt
som en forskel til det reale
der er tingenes tilstand
netop nu, som en god investering
i en sikker bolig eller en usikker
fremtid af modlys, udsagn og afføring
fra toppen af boblen
er der godt udsyn, en god udsigt
men ingen indsigt i tingene så
mærkelige uigennemtrængelige de er
indtil jorden kysses igen er jeg en usikker
form af jeg, med hænderne som
krampagtigt holder fast i det faldende
i et naivt forsøg på et forestille en inflation.

Johanne Louise Heiberg tjener OK
som skuespiller, nej, hun kan ikke klage,
jeg mener: ”Hvem kan klage der har råd til kage”.

Johanne Louise Heiberg kan godt li at købe kage:
hver formiddag, når hun er ude for at promovere
sit nye stykke, driver hun forbi konditoren
for at tjekke den seneste kage ud,
og falder den i smag, ja, så køber hun den,
nej, ikke barre den, hun køber et dusin af slagsen
og hun æder dem, hun gumler, guffer, sluger
dem på stedet, hun får fråder på
ædern, ja, det derfor hun er så
rundbenet, æblekindet, let buttet, med former,
ja, som rigtig en dame skal ha det,
hun siger altid:
”Tynde mennesker kan ikke deklamere poesi
ikke provokere sindsbevægelse
ikke vise sjæl”

Johanne Louise Heiberg har god kontakt
Til sin sjæl, det betror hun mig, og videre:
”Har du noget græs?”

Johanne Louise Heiberg bruger en del
af sin indkomst på beroligende og
bevidsthedsudvidende medikamenter.
”Det er nødvendigt”, siger hun,
”for at kunne være karakter” …
”man må kunne glemme sig selv”.
Det er sådden en form for ekstra kostume
hun bruger – et ekstra lag, som, som
sidegevinst giver dybe øjne, men, altså,
bortset fra kage- og græskøberiet
er Johanne Louise Heiberg ikke nogen
god shopper. Det er lidt ulækkert sys hun,
den måde hvorpå alle bare køber og køber
ting og skrammel for derigennem at få sig
en smule identitet, en smule lys i deres grå
almindelige hatteliv.
”Næe, så skulle de hellere tag og ta i teatret
sku de, så skal de se lys”, det
fortæller hun mig inden hun forsvinder ned
af Strøget og ind i det dunkle.

Johanne Louise Heiberg har en aftale
med en journalist.

"3 mulige rytmestemmer"

* faldbudt, fortrudt, fantasiforskudt, forladt, fallit bandit *


- dagene falder på som bladende falder af -


* fallitfaldera *

Carl Nielsen i Kongens Have (1)

* bladene er skiftevis sorte og hvide
Carl har taget stikkerne
fra Blixen og spiller
de sorte blade glødende røde
og for hver gang han slår
på et hvidt blad
slår han farven ud;
to gange
og glarmesteren kaldes på arbejde

- der går ikke lang tid før København
kun vil være glas og glohedt metal
vi er for længst holdt op
med at sove i træerne
vi er for længst
forlængst


* Budgettet er en hverdagsaften og som om
noget stort er på vej.
Aktierne stiger til lejligheden ovenpå og
indkredser stilheden.
Pengetrykkeriet i Svanemølleværket.
For nærværende står alt på maximering allerede
hver eneste krone er en lytten til dét.

- Når begge visere rammer Tolv
og omstyrter døgnet
kigger jeg på bundlinjen
[ og grundvandet, vandspejlet, spændingen,
om det flyder over
om det kan bære endnu et skib
endnu en søsættelse og
bisættelse ]
de små røde mænd
der står med angstens sved

Er der kun få
kan de klemmes mellem fingrene
som små lus
der lægger æg og mens
renten stiger bliver de flere;
stimler sammen og hvor jeg før satte
min sorte underskrift er nu en blodplet
som myggemor har snablen nede i
det kan blive et blodbad
byen der males rød
lægges ned
elevatoren tager mig
til højre
dørene går op og i
øjenlåg åbnes
læberne presses sammen
seddelpressen kører
og bag lågerne i julekalenderen
dine øjne så blå i den hvide sne
knoglerne blå bag din lyse hud
Carl Nielsen slår igen den hvide farve ud
to gang og glarmesteren
kaldes på arbejde.

Dine glasben
er slanke højhuse ved molen
jeg
er blot på visit ved kanalen.

**Johanne Luise Heiberg

Jeg foretrækker sjældent at sidde yderst, der må gerne være nogen til både
højre og venstre. Dem, der sidder tættest kalder jeg mine venner, mens
dem, der sidder længere væk kun af og til bidrager til min oplevelse med
grin og klapsalver.

Mine venner, jeg og det øvrige publikum er samlet omkring en sag. En lille
sag. Hun hedder Johanne Luise Heiberg. I mens hun fortæller om hvorledes
det at blive kopieret efter alle kunstens regler falder det mig ind, at mytteri
er et udmærket begreb i forbindelse med historieskrivningen.

Piratkopiering er en måde at sprede historien og derved sikre at tid, der er
gået, ikke forsvinder. Omvendt forholder det sig med mytteri:
Den er en kamp mod tiden og hvis først klingerne krydset som to visere, der
begge rammer Tolv, så omstyrtes døgnet, året, alle forfatteres liv.

Johanne Luise Heiberg holder vejret et sekund
i Tolv. Det gør jeg også ... ... og mine venner holder hinanden i hænderne.
En lang kæde, et tog, der strækker sig fra afrejsestationen til det sidste
trinbræt. En streg i regningen? En streg over fortiden bliver en skygge over
fremtiden.

Når så mange holder vejret bliver det sekund fastholdt som en opsparing,
der nedfryses. Publikum der afventer Johanne Luise Heibergs første
vejrtrækning, der aldrig kommer.
Ingen kender stilheden før der ikke er andet tilbage end hukommelsen
om et spotlys og skyggen fra et menneske. Det sortner bag øjenene. Scenen
exploderer. Folk ligger spredt ud på gulvet og hiver efter vejret. Hænderne
har de hevet til sig. Og Johanne Luise Heiberg bader i vores ansigters sved.