Carl Nielsen i Kongens Have (1)

* bladene er skiftevis sorte og hvide
Carl har taget stikkerne
fra Blixen og spiller
de sorte blade glødende røde
og for hver gang han slår
på et hvidt blad
slår han farven ud;
to gange
og glarmesteren kaldes på arbejde

- der går ikke lang tid før København
kun vil være glas og glohedt metal
vi er for længst holdt op
med at sove i træerne
vi er for længst
forlængst


* Budgettet er en hverdagsaften og som om
noget stort er på vej.
Aktierne stiger til lejligheden ovenpå og
indkredser stilheden.
Pengetrykkeriet i Svanemølleværket.
For nærværende står alt på maximering allerede
hver eneste krone er en lytten til dét.

- Når begge visere rammer Tolv
og omstyrter døgnet
kigger jeg på bundlinjen
[ og grundvandet, vandspejlet, spændingen,
om det flyder over
om det kan bære endnu et skib
endnu en søsættelse og
bisættelse ]
de små røde mænd
der står med angstens sved

Er der kun få
kan de klemmes mellem fingrene
som små lus
der lægger æg og mens
renten stiger bliver de flere;
stimler sammen og hvor jeg før satte
min sorte underskrift er nu en blodplet
som myggemor har snablen nede i
det kan blive et blodbad
byen der males rød
lægges ned
elevatoren tager mig
til højre
dørene går op og i
øjenlåg åbnes
læberne presses sammen
seddelpressen kører
og bag lågerne i julekalenderen
dine øjne så blå i den hvide sne
knoglerne blå bag din lyse hud
Carl Nielsen slår igen den hvide farve ud
to gang og glarmesteren
kaldes på arbejde.

Dine glasben
er slanke højhuse ved molen
jeg
er blot på visit ved kanalen.