Når jeg siger ”naturen er fantastisk”, så er det fordi den er det,
men også fordi jeg mener det og jeg mener det fordi den er det,
hvis du forstår, hvis du kan læse mine læber: ”naturen er fantastisk”
siger jeg og jeg mener det på baggrund af alt det den er, altså
det hele, jeg mener det på baggrund af det hele, for det hele er natur
og natur er det hele:
rå og blodig som vi kan lide det
stille og frodig som en mus eller muse.

Når jeg siger ”naturen er fantastisk”, så er det ikke fordi den ikke er det,
nej det er fordi den indeholder sig selv i sig selv, som er dette begreb ”natur”
der selvfølgelig selv er natur, det kan så være, kan man indvende, at når
ordet ”natur” selv er natur, er det så ikke noget andet først, eller
først er det f.eks. produkt af kultur, og så natur, ligesom vores byer f.eks.

Men jeg er selv natur, når jeg siger ”naturen er fantastisk”, så er det fordi
jeg siger det, jeg siger ”naturen er fantastisk” og mener det, for jeg var engang
ude i den. Naturen. Og det var fantastisk. Det var henrivende. Det var
en anden fornemmelse af sammenhæng, end den man møder på f.eks.
internettet, der jo også et eller andet sted er natur, og internettet er
et fantastisk sted at være, siger jeg, men det ved jeg ikke om jeg mener,
for hvem stiller ikke straks spørgsmålet: ”kan man være i internettet?”,
hvilket jo efter sagens natur er et dumt spørgsmål, for selvfølgelig
kan man ikke det, ikke endnu i hvert fald – måske i fremtiden -, men man
kan i alle tilfælde være på internettet, hvilket ikke gælder naturen.

Du kan ikke være på naturen, medmindre du selvfølgelig bliver høj
på skidtet, og så er det fantastisk!