**Johanne Luise Heiberg

Jeg foretrækker sjældent at sidde yderst, der må gerne være nogen til både
højre og venstre. Dem, der sidder tættest kalder jeg mine venner, mens
dem, der sidder længere væk kun af og til bidrager til min oplevelse med
grin og klapsalver.

Mine venner, jeg og det øvrige publikum er samlet omkring en sag. En lille
sag. Hun hedder Johanne Luise Heiberg. I mens hun fortæller om hvorledes
det at blive kopieret efter alle kunstens regler falder det mig ind, at mytteri
er et udmærket begreb i forbindelse med historieskrivningen.

Piratkopiering er en måde at sprede historien og derved sikre at tid, der er
gået, ikke forsvinder. Omvendt forholder det sig med mytteri:
Den er en kamp mod tiden og hvis først klingerne krydset som to visere, der
begge rammer Tolv, så omstyrtes døgnet, året, alle forfatteres liv.

Johanne Luise Heiberg holder vejret et sekund
i Tolv. Det gør jeg også ... ... og mine venner holder hinanden i hænderne.
En lang kæde, et tog, der strækker sig fra afrejsestationen til det sidste
trinbræt. En streg i regningen? En streg over fortiden bliver en skygge over
fremtiden.

Når så mange holder vejret bliver det sekund fastholdt som en opsparing,
der nedfryses. Publikum der afventer Johanne Luise Heibergs første
vejrtrækning, der aldrig kommer.
Ingen kender stilheden før der ikke er andet tilbage end hukommelsen
om et spotlys og skyggen fra et menneske. Det sortner bag øjenene. Scenen
exploderer. Folk ligger spredt ud på gulvet og hiver efter vejret. Hænderne
har de hevet til sig. Og Johanne Luise Heiberg bader i vores ansigters sved.