Johanne Louise Heiberg tjener OK
som skuespiller, nej, hun kan ikke klage,
jeg mener: ”Hvem kan klage der har råd til kage”.

Johanne Louise Heiberg kan godt li at købe kage:
hver formiddag, når hun er ude for at promovere
sit nye stykke, driver hun forbi konditoren
for at tjekke den seneste kage ud,
og falder den i smag, ja, så køber hun den,
nej, ikke barre den, hun køber et dusin af slagsen
og hun æder dem, hun gumler, guffer, sluger
dem på stedet, hun får fråder på
ædern, ja, det derfor hun er så
rundbenet, æblekindet, let buttet, med former,
ja, som rigtig en dame skal ha det,
hun siger altid:
”Tynde mennesker kan ikke deklamere poesi
ikke provokere sindsbevægelse
ikke vise sjæl”

Johanne Louise Heiberg har god kontakt
Til sin sjæl, det betror hun mig, og videre:
”Har du noget græs?”

Johanne Louise Heiberg bruger en del
af sin indkomst på beroligende og
bevidsthedsudvidende medikamenter.
”Det er nødvendigt”, siger hun,
”for at kunne være karakter” …
”man må kunne glemme sig selv”.
Det er sådden en form for ekstra kostume
hun bruger – et ekstra lag, som, som
sidegevinst giver dybe øjne, men, altså,
bortset fra kage- og græskøberiet
er Johanne Louise Heiberg ikke nogen
god shopper. Det er lidt ulækkert sys hun,
den måde hvorpå alle bare køber og køber
ting og skrammel for derigennem at få sig
en smule identitet, en smule lys i deres grå
almindelige hatteliv.
”Næe, så skulle de hellere tag og ta i teatret
sku de, så skal de se lys”, det
fortæller hun mig inden hun forsvinder ned
af Strøget og ind i det dunkle.

Johanne Louise Heiberg har en aftale
med en journalist.