6/16/2005

firehundredetusinder plove gennem budgettet

i)


gaderne i København er til salg
og husene
træerne
er kun papir


ii)

Højhusene i København
ligner gamle egetræer
kan du høre vinden
hviske i bladene
den varme luft
i elevatoren
Carl Nielsen sidder i det
store hule træ
og spiller på kabeltovene
mens vi andre kører op
og ned
ad gaderne, stræderne, pisserenden, rimene i benene, rillerne i risten, fristen og fristelserne, frelseren, Carl i Kongens Have, Carl i København, Kongens København, et navn på en kagemand, monotoni mekanik nikke nik rette mak makke ret prik rikke prik prik prutte rut trut tralala-a-la-larm lurendrejer, gadefejer, fingernem, lister farverne frem og længere frem, fri for tidligere nuancer, ambulancér, balancer!, jeg vil ha’ mer’, der, der, der og der er Carl. Kommet til KBH, komponerer, ramponerer, himlen er blå, bladene ... vender sig i vinden efter Carl, Kanonkongens Havenissenar.


iii)

”har du to kroner” spørger en mand
og jeg kigger på den tokrone jeg lægger i hans håndflade
den har formen som en rundkørsel
bortset fra at der hverken er udfartsveje eller indfald
jeg tænker på højhusene
de har ikke arme
det har træerne
og menneskene
huse har ingen hænder og alligevel så meget varm luft
i boligmarkedet
folk bor i varmluftsballoner
i København,
varmlufthavn.


iv)

Der er meget varm luft mellem hænder

det er her værdien findes
overskuddet er varm luft

Niels Bohr taler i populære termer
om energiens konstans
mister én energi
vil andre modtage

nøjagtig som kapitalens værdi:
køber du af mig
får jeg penge du giver,
staten tager
tiden går og
inflationen gør indhug

varm luft anvendes derfor som regulerende faktor
en aggressiv spiller på nye markeder
så meget luft der kan sive ud
så meget luft der kan puste balloner op
så meget luft i dine lunger